Sådan udnytter du din friværdi bedst muligt

Og sikrer dig, du har de rette lån, der matcher dine drømme og behov

You are here:

De fleste er bevidste om, at friværdi er positivt! Men det er måske de færreste, der ved, hvor meget friværdien egentlig kan bruges til. Det er i hvert fald en rigtig god anledning til at få tjekket dine lån igennem, hvis din bolig er blevet mere værd, siden du købte den.

Friværdi betyder kort og godt, at du skylder mindre i din bolig, end den forventligt er værd. Har du eksempelvis lån i boligen for 2.000.000 kr. og en boligværdi på 3.000.000 kr., har du friværdi på 1.000.000 kr. Friværdi kan både komme af, at markedet har udviklet sig, og din bolig derfor er blevet mere værd, men det kan også komme af, at du har afdraget på dit lån. 

Her i artiklen vil vi prøve at gøre dig klogere på, hvordan du helt konkret kan gøre brug af din friværdi, og hvordan du kan bruge det taktisk til at forhandle med banken. Udnytter du ikke din friværdi, kan du potentielt gå glip af muligheder, der kan understøtte dine drømme og behov for fremtiden. 

3 metoder til at få friværdi (eller øge din friværdi)

Man kan argumentere for, at den nemmeste måde at øge sin friværdi på, sker ved, at din bolig helt automatisk bliver mere værd, hvis markedet udvikler sig den rigtige vej. Men det er samtidig noget, der ligger udenfor din kontrol. Hvis du gerne vil forsøge at påvirke din friværdi, har vi tre råd til, hvad du selv kan gøre.

Skift lån på de rigtige tidspunkter 

En helt oplagt måde at være på forkanten og sikre, at du løbende skaber den bedste økonomiske situation for dig selv, er ved at skifte lån på de rigtige tidspunkter. Et godt eksempel på netop dét fra de seneste år er opkonvertering. Vi har set, hvordan mange folk med et fastforrentet lån med lav rente har udnyttet markedsudviklingen og skiftet til et lån med højere rente. Det ville eksempelvis være tilfældet, hvis du byttede dit 1 %-lån ud med et 5 %-lån. Fordelen har været, at man kunne få en kursgevinst og derved reducere sin restgæld. Og jo mindre restgæld, jo mere friværdi! Husk, du kan altid få en uvildig rådgiver til at hjælpe dig med, hvornår det kan betale sig at omlægge dit lån. Du kan også tage vores lånetest.  

Afdrag løbende på din gæld – betale tilbage med løn 

Den måske allermest klassiske metode til at øge sin friværdi er ved at afdrage på din gæld. Hvor meget du kan og vil afdrage er selvfølgelig meget forskelligt fra økonomi til økonomi. Men hvis du vil være helt sikker på at reducere din restgæld, er det den sikreste vej. Derfor skal du også overveje, om du vil gøre brug af afdragsfrihed i x antal år, hvis din bank tilbyder det, eller du hellere vil afdrage med det samme. 

Selvom din nabo måske afdrager på sit lån – og har gjort det i 20 år, er det ikke nødvendigvis det rette for dig. Så inden du beslutter dig for at afdrage – såvel som hvor store afdragene skal være – bør du snakke med en økonomisk rådgiver. 

Lav forbedringer i din bolig

Det sidste råd, vi vil give videre i forhold til at øge friværdien, er forbedringer i boligen. Forbedringer i boligen kan spille en afgørende rolle på boligens værdi og kan samtidig være med til at skabe det hjem, du drømmer om. To fluer med ét smæk. Det er selvfølgelig mest oplagt, hvis du selv har hænderne skruet godt på, da prisen på forbedringer jo også har noget at sige. Det er også vigtigt at huske, at forbedringerne skal være af høj kvalitet og være i overensstemmelse med lokale bygningsstandarder, hvis de skal have størst muligt indvirkning på friværdien – og at du aldrig kan være sikker på, hvilken en værdi det vil give.

Det kan være en god ide at konsultere med en ejendomsmægler eller en bygningsrådgiver, hvis du vil have input til, hvad eventuelle forbedringer kan gøre ved friværdien. 

Gik du glip af vores webinar om udnyttelse af friværdi?

Vil du tage et spadestik dybere på området? Så se vores webinar, hvor vi sætter fokus på, hvordan du bedst udnytter din friværdi. 

Der er masser af guldkorn at samle op, og efter at have set webinaret vil du vil være meget bedre rustet til at tage handling på din egen økonomi!

Hvilke forskellige ting kan du bruge din friværdi til? 

Friværdi kan bruges til mere, end du måske lige tror, men det er altid individuelt, hvad der giver bedst mening at bruge den til. Det kan ofte koges ned til, hvor i livet du er. Friværdi kan først og fremmest skabe tryghed i en økonomi, og når dén først er på plads, er det kun drømmene, der sætter grænser.

Vi oplever tit blandt vores kunder, at det kan være svært at svare på spørgsmålet “hvad drømmer du om?”. Nogle kunder kommer ind med en klar drøm om at få et sommerhus, købe en båd, arbejde mindre, få en bedre pensionisttilværelse mm., mens andre ikke har de store drømme. De kommer måske bare ind med en forhåbning om at få en økonomi, der hænger bedre sammen. 

Tryghed og større råderum

Din friværdi kan bruges taktisk til at skaffe dig bedre lånevilkår i banken, og bedre lånevilkår kan give dig større råderum i din daglige økonomi. Det kan eksempelvis betyde, at du får flere penge udbetalt hver måned. Behovet for den ekstra tryghed kan bunde i mange ting. Måske er I en børnefamilie, som kæmper lidt med at spare op til sommerferien, uden det ødelægger hverdagsbudgettet. Måske er du nået alderen, hvor du snart skal forlade arbejdsmarkedet, men ikke har en særlig stor pension at tage af. Måske du godt kunne tænke dig bare en lille smule mere luft i hverdagsbudgettet, så du ikke får ondt i maven, når regningerne kommer. 

Det er blot nogle af de eksempler, vi ser hos vores kunder. Mange bliver overrasket over, at friværdi også kan understøtte sådanne drømme.  

Et bestemt projekt, fest, rejse, båd – eller noget helt femte

Det kan være lidt nemmere at forholde sig til, hvad man drømmer om, hvis der er noget helt konkret i sigte. Det kan være, du har et barn, der skal konfirmeres næste år, en rejse I som familie har haft planlagt i flere år, en drøm om at eje en båd, et hus der skal renoveres – ja, eller noget helt andet! Sådanne projekter kræver som ofte en god sum penge. Det kan være, du har det hele i opsparing – det kan også være, du bliver stresset af tanken om at skulle bruge hele din opsparing. For hvad så efter? 

Det kan måske føles ufornuftigt eller radikalt at bruge sin friværdi på et projekt. Mange er nok opdraget med, at sådanne ting er nogle, man sparer op til. Men hvis det påvirker dit hverdagsbudget at skulle spare op til et bryllup – eller hvad det kan være – hvorfor så ikke hjælpe den drøm lidt på vej med friværdi? Der er ingen, der siger, at du behøver bruge hele din friværdi – og din økonomi kan sagtens se fornuftig ud efterfølgende! Så der er ikke tale om alt eller intet.

Friværdi som taktisk kort i banken

60 og 80 % er vigtige procentgrænser i banken

Når vi snakker lånevilkår i banken, er det vigtigt at have procentgrænserne 60 og 80 i hovedet. Kort sagt, betyder det, at du kan få bedre lånevilkår, hvis du kommer under en belåning på henholdsvis 60 og 80 procent. Magiske grænser kunne man kalde det. Kommer du under 60 procent, får du selvfølgelig endnu bedre vilkår, sammenlignet med 80 procent. Men hvad betyder det at have en belåning på 60 procent? Det betyder, at den gæld, du skylder i boligen, kun udgør 60 procent af boligens forventede værdi.  

Hvis du ligger lige over de her grænser, kan det give god mening at lave en låneomlægning, så du kommer under. Det kan nemlig være afgørende for dine vilkår – eksempelvis i forhold til noget som bidragssats og afdragsfrihed.

 

Hvordan ved du, hvad din bolig er værd?

Den reelle værdi af din bolig kender du ikke, før du sælger den. Men det er jo ikke sikkert, du har lyst til det! Når vi snakker vigtigheden af boligvurderingen, snakker vi derfor om den vurdering, som du får, når du overvejer at låneomlægge. Din bank vil sende en vurderingsperson fra en samarbejdende ejendomsmægler, som vil give din bolig en værdi. Det er helt okay på forhånd at fortælle, hvad du forventer at få i vurdering – det kan nogle gange hive vurderingen i en positiv retning. Vurderingerne fra banken kan nemlig godt være en smule konservative. Og jo højere vurdering, du får, jo bedre. 

Derfor er vurderingen vigtig – og sådan skaber du selv det bedste udgangspunkt 

Jo højere vurdering, din bolig får, jo bedre udgangspunkt for dine lånevilkår. Forestil dig, at du skal omlægge, og dit nye lån lyder på 2.000.000 kr. Det beløb, du skal låne for, ændrer sig ikke. Det er det samme, helt uafhængigt af vurderingen. Men jo højere vurdering, jo mindre procentdel udgør lånet af boligværdien. Forestil dig, at din bolig bliver vurderet til 3.000.000 kr. Her ville lånet på 2.000.000 kr. udgøre 66 procent af værdien. Forestil dig så, at vurderingen i stedet hed 3.400.000 kr. I det tilfælde ville lånet kun udgøre 58 procent af værdien. Og du kan godt huske, hvad vi skrev omkring de magiske 60 procent, ikke? 

Der er nogle helt basale ting, du kan gøre, for at få en højere vurdering. Rydde op, gøre rent, fjerne overflødige ting og den slags. Du kan også sørge for at få mere end én vurdering. DIn egen bank giver dig kun én, men man kan altid teste sin økonomi af i flere banker. Det er lige præcis det, vi gør i Pengerådgivning. I en omlægningssag vil vi mindst indhente tilbud og vurderinger fra 3 banker, så vi får det allerbedste udgangspunkt for at skaffe dig de bedst mulige lånevilkår. 

Er det uoverskueligt at stå alene med?

Vi hjælper dig med at gennemskue, hvordan du kan bruge din friværdi og får dig i mål

Vi har her prøvet at gøre dig lidt klogere på, hvad du egentlig kan stille op, hvis du har friværdi. Hvis du stadig synes, det er for uoverskueligt og egentlig godt bare vil have resultatet uden alle mellemregninger, så vil vi meget gerne hjælpe dig. Du kan altid booke et gratis møde, hvor vi giver dig overblik over, hvilke muligheder du har med lige netop din økonomi, og hvordan det bedst giver mening at udnytte din friværdi. Vi tager altid udgangspunkt i dine drømme, og hvordan din økonomi understøtter dette – ikke omvendt! For vi ser gerne, at du ikke skal gå på kompromis med dine drømme.

Book gratis møde

Book et gratis og uforpligtende møde med en af vores dygtige uvildige finansielle rådgivere.

Bliv kontaktet

Skriv os en mail og bliv kontaktet af én af vores dygtige uvildige finansielle rådgiver

Ring til os

Har du spørgsmål omkring hvordan vi kan hjælpe dig, så er du altid velkommen til at ringe.