Nye boligskatte-regler fra 1. januar 2024

Men hvad kommer det til at betyde for dig?

You are here:

Er du boligejer? Eller kommende boligejer? Så er der god grund til at læse med. Som du formentlig har hørt om, er der nye boligskatteregler på vej. De træder i kraft fra 1. januar 2024, så det er en god ide - inden da - at sætte sig ind i, hvilken betydning det får for dig og din boligøkonomi. Er du kommende boligejer, har det eksempelvis betydning, om du køber bolig før eller efter skæringsdatoen 31. december.

En af grundstenene ved den nye boligskat-reform er de nye offentlige ejendomsvurderinger. Man har revurderet de kriterier, som lægger grund for vurderingerne, og man forventer derfor også, at vurderingerne – i hvert fald nogle steder i landet – bliver væsentlig højere. 

Det kunne umiddelbart give lidt uro i maven, for højere vurdering betyder vel også højere ejendomsværdiskat? Det gør det heldigvis ikke, for stigningen i boligvurdering skal imødekommes ved, at skattesatsen bliver lavere. 80 % af boligejerne står til en lavere boligskat, og de resterende 20 % får en skatterabat. 

Som boligejer skal du altså ikke være nervøs for, at du lige pludselig ender med en kæmpe ekstraregning. Reformen er såkaldt provenuneutral, hvilket betyder, at hensigten ikke er at tjene penge. 

Der er dog forskel på, om du ejer en bolig før eller efter skæringsdatoen den 31.12.2023 – læs mere om det længere nede på siden.

Overblik over de nye regler

Boligskatten består i dag af to ting: ejendomsværdiskat og grundskyld. Begge dele beregnes ud fra de seneste ejendomsvurderinger. Det ændrer sig ikke. Men procentsatsen kommer til at falde på begge. Ejendomsværdiskatten falder fra 0,92 % til 0,51 %, og den gennemsnitlige sats på grundskyld kommer til at falde fra 2,7 % til 0,74 %. Selvom ejendomsvurderingerne bliver højere, bliver skattesatsen altså tilsvarende lavere – det er derfor, Vurderingsstyrelsen kan skrive, at 4 ud af 5 vil komme til at betale mindre i skat.

Opkrævningsmetoden ændrer sig også

En af de væsentlige ændringer ved boligskattereglerne er også måden, beløbet fremover vil blive opkrævet på. Du har været vant til at modtage girokort to gange årligt i din e-boks. Men med de nye regler, vil boligskatten blive opkrævet via din forskudsopgørelse, fordi boligskatterne og boligskattelånene samles i staten. 

Det vil sige, at opkrævningen sker helt automatisk ved, at du får en lille smule mindre udbetalt i løn. Der er altså tale om en løbende betaling fremfor en engangsbetaling. 

2020-vurderinger, 2022-vurderinger og foreløbige 2022-vurderinger. Er du også forvirret?

I forbindelse med de nye boligskatteregler er der især ét emne, der har fyldt meget. Nemlig de nye ejendomsvurderinger. Det er også et af de emner, man nemt kan blive forvirret over, for det er ikke helt ligetil. Så hold tungen lige i munden. Lige nu er der faktisk tre vurderinger i spil, så lad os starte med at gennemgå forskellen på dem. 

2020-vurderingen

Hvis du har fulgt med i medierne, har du nok hørt om de forsinkede ejendomsvurderinger. Det er 2020-vurderingen, der er snak om. 2020-vurderingen er statens bedste bud på, hvad din bolig kunne sælges for 1. januar 2020, og den danner grundlag for, hvad du skal betale i boligskat i årene 2021-2023. I de år har du selvfølgelig allerede betalt en boligskat, men det var ud fra de gamle boligskatteregler og de gamle vurderinger. Når 2020-vurderingen lander, kan du derfor risikere at få en ekstra skatteregning, hvis du har betalt for lidt – eller omvendt få penge tilbage, hvis du har betalt for meget. 2020-vurderingen er som sagt blevet forsinket af flere omgange, og derfor er det stadig uvist, hvornår den er landet hos samtlige boligejere.

2022-vurderingen (den foreløbige og den endelige)

2022-vurderingen danner grundlag for, hvad du skal betale i skat i 2024. Men pga. forsinkelser på den endelige vurdering, vil du i første omgang modtage en foreløbig vurdering. Det er den, der netop er blevet offentliggjort af Vurderingsstyrelsen, og du kan finde den her. Når den endelige vurdering kommer, bliver boligskatten for 2024 genberegnet og efterreguleret. 

Et af kritikpunkterne af de foreløbige vurderinger har lydt, at der ikke har været mulighed for at klage. Det er dog til dels blevet lavet om siden da. Det er mulighed for at klage i visse tilfælde, hvis vurderingerne afviger markant fra de endelige – hvilket der har været tilfælde på. 

Er der fordele ved at købe bolig før skæringsdatoen den 31/12 2023?

Som tidligere nævnt, er der forskel på, om du ejer en bolig før eller efter skæringsdatoen 31. december 2023. Er du blandt de 20 %, der står til at få en højere boligskat på grund af de nye regler, får du nemlig en skatterabat. Rabatten udgør forskellen mellem det, du skulle betale i 2024 med de nye regler, og det, du skulle have betalt i 2024, hvis de nuværende regler var videreført. 

Du får kun skatterabatten, hvis du ejer boligen før skæringsdatoen. Skatterabatten følger dig, så længe du ejer boligen og bortfalder, når du sælger. For nogle mennesker vil det give en ekstra tryghed at have “sikret sig” skatterabatten, hvilket altså kan være en grund til at fremrykke et eventuelt boligkøb. Det skal dog altid være behovet for at købe en bolig, der afgør, hvornår du køber den. Mavefornemmelsen skal være på plads, og du skal ikke fremskynde noget, hvis du ikke er klar. MEN, står du midt i et boligkøb og er klar til at rykke, så kan du lige så godt sikre, at du får overtaget senest 31/12.   

Hurtige fakta om de nye boligskatteregler

Find ud af, hvad skatten bliver på den bolig, du kigger på – og hvordan du forholder dig til en helt skæv foreløbig vurdering

Står du overfor et boligkøb, er det en god ide at finde ud af, om den bolig du kigger på (eller boliger) står til lavere eller højere boligskat. På den måde bliver det også nemmere at forholde sig til, om det giver mening at købe boligen før den 31/12. Om ikke andet kan du få lagt et retvisende budget – hvis du overtager efter skæringsdatoen. Vurderingsportalen har lavet en beregner, hvor du kan indtaste en adresse og få en ide om, hvad boligskatten bliver i 2024. Den kan du prøve her.

Støder du på en foreløbig vurdering på den bolig, du er interesseret i at købe – eller sælge for den sags skyld – kan du udfylde en blanket til Vurderingsportalen og bede om at få den ændret. Det kunne eksempelvis være i en situation, hvor boligen er sat til salg til 4.000.000 kr., men den foreløbige vurdering er sat til 7.000.000 kr. I sådan et tilfælde vil det være en ret god indikation på, at den foreløbige vurdering ikke er retvisende – og derfor også indikation på, at den skal ændres.

Skal vi hjælpe dig med dit boligkøb, så du kan rykke hurtigt?

Hvis du er en af dem, der står overfor et kommende boligkøb og gerne vil opnå den eventuelle skatterabat, kan det kræve, at du rykker hurtigt. Hvis du synes, det virker uoverskueligt at stå med hele den del – oveni at skulle forholde sig til nye boligskatteregler – står vi klar til at hjælpe. Vi står på din side i et boligkøb, og vi sørger for, du trygt kommer igennem processen. Samtidig kan vi rykke hurtigt de steder, hvor det kræves.

Læs mere om, hvordan vi konkret hjælper dig i et boligkøb lige her.

Book gratis møde

Book et gratis og uforpligtende møde med en af vores dygtige uvildige finansielle rådgivere.

Bliv kontaktet

Skriv os en mail og bliv kontaktet af én af vores dygtige uvildige finansielle rådgiver

Ring til os

Har du spørgsmål omkring hvordan vi kan hjælpe dig, så er du altid velkommen til at ringe.