Karinas bank brændte hende af i 11. time, alligevel endte hun i mål med sin drømmelejlighed

Vi har taget en snak med Karina om hendes forløb i Pengerådgivning - om hvordan alting næsten faldt på jorden, men endte godt med en ny bank i ryggen

You are here:

Karina er 51 år, arbejder som hospitalservice-assistent og bor i dag i Solrød Strand. I slutningen af 2023 tager hun kontakt til Pengerådgivning, da hun og sin daværende kæreste beslutter sig for at gå fra hinanden og derfor skal fraflytte deres fælles hjem. De drømmer om hver deres lejlighed, men har brug for hjælp udefra, da de selv synes, hele finansieringsdelen er uoverskuelig. Det ender med at blive en følelsesmæssig rutchebane for Karina, da hun står med en underskrevet købsaftale og bliver afvist i 11. time.

Da Karina og hendes kæreste gennem 4 år beslutter sig for at gå fra hinanden, er hun ikke i tvivl om, at de skal have fat i Pengerådgivning. De har nemlig været igennem et forløb tidligere, da de købte det hus, som de nu står og skal sælge. Et 140 kvadratmeter stort hus, dejligt placeret på landet tæt på Roskilde.

Efter beslutningen om at gå fra hinanden, står de nu begge i en situation, hvor de leder efter et nyt sted at bo. Karinas drøm er at finde sin egen lille lejlighed et sted tæt på Roskilde, hvor hun kan starte et nyt kapitel af sit liv. Den drøm afføder dog nogle helt normale tanker om, hvor meget (eller lidt) økonomien kan bære, og om det er realistisk at komme i mål. 

Derfor er det helt naturligt for hende at hive fat i Pengerådgivning. Faktisk pointerer Karina, at det slet ikke lå i hendes overvejelser IKKE at bruge Pengerådgivning. Fordi oplevelsen havde været så god første gang. 

Om valget af en uvildig rådgiver på sidelinjen siger Karina afsluttende: 

“Det handlede ikke om tid, det handlede om, at der var nogen, der havde styr på det”. 

Brændt af i sidste øjeblik - af sin egen bank

Karina og ekskæresten får en anden rådgiver, end ham de tidligere havde hos Pengerådgivning. Deres tidligere rådgiver er nemlig stoppet i mellemtiden. I stedet tager Mikkel deres sag. Noget, der i et kort sekund hyler dem lidt ud af den, men som hurtigt viser sig at være en kæmpe gevinst.

For Karinas ekskæreste går hele forløbet utroligt hurtigt. Ja, alt falder faktisk bare i hak. Og sådan ser det egentlig også ud til at gå med Karinas sag. Mikkel finder relativt hurtigt en bank, der gerne vil hjælpe med at finansiere købet. Det ender med at blive den bank, Karina i forvejen har, og som hun har været glad for i de 8 år, hun har været kunde.

Da Karina endelig finder den perfekte lejlighed i Solrød Strand, godkender banken da også, og købsaftalen underskrives. Og så skulle man måske tro, historien slutter der. Det gør den langt fra.

Den 22. december, lige inden jul, bliver Karina ringet op af Mikkel, som har dårlige nyheder. Banken har nemlig skiftet mening. Nu vil de pludselig have 80.000 kr. mere i udbetaling. En stor sum for Karina, som hun panikslagen prøver at trylle frem. Snakker med familier og venner, men der er ikke noget at gøre. 

Mikkel ringer igen. Nu er den fuldstændig gal. Banken vil have endnu mere. Det står derfor helt klart nu, at de må droppe det, og Karina bryder mere eller mindre sammen: 

“Jeg var fuldstændig og helt ødelagt. Min jul var ødelagt”.

Og det kom egentlig lidt som et chok for Karina, for hun har altid været glad for sin bank. 

“Jeg har aldrig haft problemer med min bank, så det var faktisk ret ubehageligt. Jeg har sagt farvel og tak og aldrig mere”.

Karina kan stadig godt sidde tilbage og undre sig over, hvorfor hun lige pludselig fik et afslag efter at være blevet godkendt i første omgang. Mikkel kunne nemlig heller ikke få et klart svar fra banken på den del. Karina siger selv:

“Nogle gange kan jeg måske tænke, om det er på grund af, at jeg ikke er dansker. Men jeg arbejder hele tiden, og jeg har aldrig brug for hjælp, og jeg har aldrig haft problemer med min bank”.

Heldigvis skulle alt løse sig til sidst, da en anden bank kom i spil.

Der blev rykket hurtigt, og på 14 dage kom aftalen på plads

Karina er hjemme i Polen over julen og begynder at kigge efter andre banker, da hun kommer hjem. Og sammen med Mikkel lykkes det pludseligt at finde en bank, som gerne vil hjælpe med finansieringen af den nye bolig.

Og så skal det altså gå stærkt, for tidslinjen begynder at presse på. Dem, der skal overtage Karina og ekskærestens hus, får nemlig allerede nøglerne den 1. februar. Og Karina står i en situation, hvor hun ikke lige har andre steder at flytte hen.

Mikkel rykker hurtigt på tingene, og der går ikke mere end 14 dage, før Karina er i mål. Hun får – for anden gang – drømmelejligheden, som hun har haft i sigte. Men denne gang er den god nok. Ikke flere ubehagelige overraskelser.

Karina får sagt pænt farvel til sit gamle hus og flytter ind i sin nye lejlighed. En utrolig hektisk og stressende proces med følelserne helt ude på tøjet. Men i dag sidder hun i sin drømmelejlighed. En helt ny tilværelse i forhold til, hvad hun kom fra, men også et nyt og spændende kapitel. Og heldigvis med en fornuftig og bæredygtig økonomi i ryggen!

Karina er ikke i tvivl om, at Pengerådgivning er skyld i, hun sidder i sin nye lejlighed

Karina forklarer, hvordan hverken hende eller ekskæresten har supermeget styr på alt det med økonomi. Derfor var det vigtigt at have nogen på sidelinjen, som kunne tage styringen 100 procent. Og netop fordi de allerede havde gode erfaringer med Pengerådgivning, var der ikke nogen tvivl om, at de skulle bruges igen:

“Det var uoverskueligt at stå med det hele selv – vi kan ikke klare det hele selv”.

Og den beslutning endte med at blive Karinas redning. For da hendes egen bank pludselig afviste hende, og hun stod uden købsaftale eller finansiering, var det Mikkel, der fik tingene på plads. I sidste ende siger Karina selv, at hun ikke havde fået sin lejlighed, hvis ikke det havde været for Mikkel: 

“Hvis jeg ikke havde haft Mikkel, så havde jeg ikke købt lejlighed. Det er jeg 100 procent klar over”.

Da jeg spørger Karina, om der er noget, hun har lært i hele den her proces, siger hun, at hun selvfølgelig vil bruge Mikkel igen en anden gang. Det har hun lært: “Det er fuldstændig naturligt at gå til Mikkel med det samme”.

Se, hvad du kan købe bolig for