Har du taget stilling til indefrysning af grundskyld?
Det kan blive dyrt, hvis du ikke tager stilling. Vi guider dig godt igennem herunder
- Home
- Boligøkonomi
- Har du taget stilling til indefrysning af grundskyld?
Er du boligejer? Så skal du være obs på, at den nye indfrysningsordning er trådt i kraft fra skatteåret, der startede 1. januar 2024. Måske har du aldrig hørt om indefrysning af grundskyld (det er der faktisk mange, der ikke har) og tænker, at det ikke vedrører dig. Det gør det! Bliv her i artiklen klogere på, hvad du skal tage stilling til.
Kort opsummeret, er grundskyld den skat, du som boligejer betaler af grundens værdi. Hvor stort beløb du skal betale i grundskyld afhænger både af værdien af din grund og hvor høj grundskyldspromillen er i din kommune. Det varierer nemlig fra kommune til kommune. Hvis du selv vil lave regnestykket, hedder det: Grundskyldspromille x grundens værdi = grundskyld.
Indfrysning af grundskyld indebærer, at man indefryser eventuelle stigninger i sin grundskyld med et “lån” af kommunen, som indtil nu har været rentefrit. Et lån, som man senest skal betale, når man sælger sin bolig. Fremadrettet er det Skatteforvaltningen, der administrerer grundskyld (i stedet for kommunerne), som del af de nye boligskatteregler. Det vil stadig være muligt at indefryse stigninger i grundskyld, men på dit “nye” lån kommer der renter på. Og det er netop derfor, du skal tage stilling til, hvad der skal ske.
Hvad betyder det for dig?
Hvis du indtil nu har været tilmeldt indefrysning af grundskyld, vil ordningen automatisk fortsætte. Hvordan du framelder dig, kommer vi til længere nede.
Det lån, du har fra den gamle ordning, kører, “som det plejer”. Det bliver sat i bero, og der kommer ikke renter på i første omgang. Når de bliver overført til Skatteforvaltningen, forventes der dog at komme renter på. Ifølge Københavns Kommune er planen, at det sker i 2026 (tjek evt. din egen kommune).
Du kan enten vælge 1) at indfri lånet, 2) at forblive tilmeldt ordningen, beholde lånet og betale det tilbage, når du sælger boligen eller 3) beholde lånet for nu, men indfri det på et senere tidspunkt
Er du i tvivl, om du har været tilmeldt indefrysning af grundskyld, kan du logge på herunder, og se om du skylder noget – og hvor meget.
Tjek, om du har været tilmeldt, og hvad du eventuelt skylder.
Hvis du ikke har været tilmeldt den gamle indefrysningsordning, er der stadig risiko for, at du kan være tilmeldt den nye ordning. Hvis din grundskyld stiger i takt med de nye boligskatteregler, bliver du nemlig automatisk tilmeldt indefrysningsordningen. Derfor er det vigtigt, at du følger op og tager stilling, så du undgår en ubehagelig efterregning, når du sælger din bolig.
Hvad betyder det for dig?
Du kan til- eller framelde dig indefrysningsordningen på din forskudsopgørelse. Det er en god ide at logge ind lige meget hvad, for at sikre dig, at infoen passer. Følg stepsene nedenfor:
- Log ind på skat.dk her: https://www.tastselv.skat.dk/
- Rul ned til punktet “Eksisterende ejendomme og grunde,” og fold ejendommen ud
- I rubrik 651 kan du se, om du er fra- eller tilmeldt indefrysningslån
- Ret, hvis du vil til- eller frameldes
- Husk at trykke “Registrer”, “Beregn” og til sidst “Godkend”, før ændringerne er kørt igennem
Hvad sker der, hvis du ikke tager stilling?
De nye boligskatteregler betyder, at nogle boligejere vil få billigere boligskatter, og andre vil få dyrere. Som du nok har hørt om, vil der være skatterabat til de boligejere, der kommer til at få højere boligskat (hvis du ejede boligen pr. 31/12/24). Men skatterabatten gælder ikke for eventuelle stigninger i grundskyld. Den del skal du selv betale. Derfor har du mulighed for at indefryse stigningen og udskyde den, til du sælger boligen. Du kan dog også vælge at indfri lånet – helt eller delvist – inden da.
Hvis du har en presset økonomi, kan der selvfølgelig være fordele i at indefryse eventuelle stigninger. Du skal bare være obs på, at du blot udskyder betalingen, og at der vil komme renter på. Så helt grundlæggende vil det være billigst for dig at framelde dig ordningen.
Hvis du ikke har ret meget friværdi i din bolig, kan du måske blive ekstrapresset af, at du også har en ekstragæld, når du skal flytte. Har du derimod masser af friværdi og gerne vil have lidt mere luft i økonomien lige nu, kan der være en ide i at indefryse.
Hvis du selv vil have kontrol over, hvad der sker med din økonomi og gerne vil undgå ubehagelige overraskelser senere hen, bør du i hvert fald tage stilling!
Er det uoverskueligt at stå alene?
Vi hjælper dig med at få styr på økonomien
Hvis du vil have hjælp til, hvordan du generelt forbedrer din økonomi som boligejer, sidder vi klar til at hjælpe. Har du fået tjekket din økonomi igennem før af en uvildig rådgiver? Der kan potentielt være mange penge at spare. Hvad end dine drømme, behov og ønsker er, hjælper vi dig i mål. Første møde er helt uforpligtende og gratis!